top of page
Hvad er et haiku-digt?

17 stavelser

Den vigtigste regel ved haiku-digte er, at de kun må indeholde 17 stavelser, som fordeles på 3 linjer:

 

5 stavelser

7 stavelser

5 stavelser

 

Fordi strukturen i haiku-digtet stiller en del krav til digtets udformning, behøver digtet ikke at rime. Det betyder dog ikke, at rim er forbudte. 

 

Korte billeder

Haiku-digte sammensættes af korte øjebliksbilleder. Derfor behøver man ikke at skrive hele sætninger med et udsagnsled og et grundled. Ligeledes kan man undlade at bruge unødvendige forholdsord som for eksempel: med, som, til. I stedet er det op til læseren selv at forbinde ordene ved at indleve sig i digtet.

Det gælder altså om at få skrevet det ned, som er allermest vigtigt for betydningen. For eksempel kan man blot skrive Skovens efterår i stedet for en sætning som Det var en efterårsdag, og jeg var gået en tur i skoven.

 

Naturen 

Naturen spiller en central rolle i haiku-digtning. Ofte bruger haiku-digtere naturen som en ramme til at beskrive større følelser og temaer som håb, sorg, alderdom og så videre.

 

Sanseindtryk 

For haiku-digtere gælder det om at gøre et øjeblik nærværende for læseren. Derfor indeholder digtet typisk sanseindtryk såsom lyde, observationer, lugte og fornemmelser.

 

Nutid

Haiku-digte skrives i nutid, og derfor skal alle verberne bøjes i nutidsform. Det er med til at give digtet karakter af et øjeblik, der udfolder sig her og nu. 

 

Kontraster

Haiku-digte indeholder ofte kontraster, som skaber en spænding i digtet. Det kan være kontraster mellem lys og mørke, varme og kulde, ung og gammel, levende og død og så videre.  

 

Nedenfor ses et traditionelt haiku-digt fra 1600-tallet. Digtet er skrevet af den berømte digter Matsuo Basho. 

 

Bevæg dig oh grav
Min klagende stemme er
efterårsblæsten
 

 

Herhjemme har danske digtere og forfattere siden 1960’erne også taget traditionen til sig. Følgende er et moderne digt af Klaus Høeck fra 2021.

 

I skovens dybe
stille ro vandrer jeg rundt
i adidas sko
 

 

Hanne Hansen har udgivet digtsamlingen ‘Stunder’ med haiku-digte, her er et eksempel: 

 

Havet er køligt
To lattermilde tøser
Graver i sandet
 

 

> Se flere eksempler på haiku-digte  

bottom of page