top of page
Planlæg et træningsprogram

INTRO

 

I grupper planlægger I et udendørs træningsprogram, der består af både opvarmning, konditionstræning, styrketræning og udstrækning. Desuden skal I inddrage nogle af naturens elementer i programmet. Til sidst skal I guide jeres klassekammerater igennem programmet. 


Forberedelse

> Læs fagtekster til Stress af i naturen

DET SKAL I


1) Planlæg et udendørs træningsprogram

2) Instruer resten af klassen i jeres træningsprogram. 

Formål med opgaven

 

  • I lærer at sammensætte et varieret udendørs træningsprogram.
     

  • I lærer at lede en gruppeaktivitet, når I instruerer de andre i at udføre forskellige øvelser.
     

  • I oplever, hvordan det er at træne ude i naturen.
     

 

Tidsforbrug: 4-5 lektioner á 45 min.
 

Fag: Idræt

1) Planlæg et træningsprogram

  • I deles ind i grupper og går hen til det område, hvor I skal planlægge og gennemføre jeres træningsprogram. 

 

  • I skal nu planlægge et træningsprogram for jeres klassekammerater. Programmet skal tage 15-25 min. at gennemføre. Kravet til træningsprogrammet er, at det skal være varieret. Derfor skal det både indeholde opvarmning, konditionstræning, styrketræning og til sidst udstrækning.
     

  • Derudover skal I inddrage nogle af naturens elementer i jeres program. Det kan f.eks være, at der er en bakke, man kan løbe op og ned ad, nogle træstubbe, som man kan hoppe over, eller nogle træstammer, som man kan bruge til at strække ud op ad. Det kan også være, at der er en græsplæne, som man kan ligge og lave øvelser på, eller måske kan I arrangere en powerwalk i et kuperet terræn. 
     

  • Skriv jeres program ind i et skema, så I har styr på, hvor lang tid I vil bruge på henholdsvis opvarmning, styrketræning, konditionstræning og udstrækning.

Print opgaven og tag den med ud.

Opvarmning

Formålet med opvarmning er at gøre kroppen parat til fysisk aktivitet. Man indstiller sig mentalt på, at man skal i gang med at træne, samtidig med at man sætter gang i kredsløbet. Desuden forebygger opvarmningen skader, når man skal i gang med styrke- og konditionstræningen. Opvarmningen kan f.eks. være et slalomløb mellem træstammer, en forhindringsbane eller en leg, som I selv finder på. Hvis I starter træningsprogrammet med en leg, gør I det også til en sjov ting, at man skal i gang med at træne. 

 

> Lav et godt opvarmningsprogram (læs side 4-5) 

> God opvarmning 

Styrketræning

Det er vigtigt at styrke sine muskler for at bevare en stærk krop og forhindre, at musklerne begynder at svinde ind. Styrketræning styrker ikke bare musklerne, men også dine knogler, din balance, dit stofskifte og dit immunforsvar. 

 

> Eksempler på styrketræningsøvelser

Konditionstræning

Det er vigtigt at lave konditionstræning som for eksempel løb, cykling og fodbold, fordi det styrker dit hjerte og dit kredsløb. Du kommer i bedre form, får lettere ved at bevæge dig og har lavere risiko for at blive syg. Desuden er konditionstræning godt for humøret.  

 

> Eksempler på konditionsøvelser

Udstrækning

Det er rart at afslutte træningen med at strække musklerne ud, og ligesom opvarmningen kan det være med til at forebygge skader. Når man træner udendørs, er det oplagt at bruge naturens elementer som for eksempel træer og store sten til at strække ud op ad.

2) Instruer resten af klassens i jeres træningsprogram

  • I skal nu skiftes i grupperne til at afprøve programmerne ved at instruere resten af klassekammeraterne.

Til læreren

 

FAGLIGE MÅL

Idræt:

  • Eleven kan formidle opvarmningsprogram tilrettelagt i samarbejde med andre. 

  • Eleven kan udføre egne og andres træningsprogrammer.

  • Eleven har viden om kroppens anatomi og fysiologi i et træningsperspektiv.

  • Eleven kan udvikle friluftsaktiviteter på land og i vand. 

  • Eleven kan vurdere kvaliteter ved friluftsaktiviteter på land og i vand.

Opsamling i klassen

 

  • Hvilke øvelser var det særligt oplagt at lave, fordi I befandt jer ude i naturen?
     

  • Fungerede nogle af øvelserne bedre end andre? Hvis ja, hvilke og hvorfor? 
     

  • Blev I inspireret til at lave nogle andre øvelser, end I ville have gjort, hvis det havde foregået i skolens hal eller gymnastiksal? Hvis ja, hvilke og hvorfor? 
     

  • Hvilken forskel oplevede I ved at træne udendørs frem for, hvis det havde været i en idrætshal eller et fitnesscenter? Hvad var fordelene, og hvad var ulemperne?

bottom of page