1.

Saa huldt til den hellige Bøgeskov

        Det vinkte mig,

O Jord! Hvor end aldrig den tunge Plov

        Havde furet dig.

De hulde Smaablomster saa venligt stod

        I dunkle Lye,

De smilte saa inderligt ved min Fod

        Mod Himlens Skye.

 

2.

Til Skoven jeg giennem en Mark monne gaae,

        Da fik jeg see

En vældig Steenhob paa Marken staae,

        Mellem Høye tre;

Den stod saa ærværdig og saa blid;

        En aflang Ring.

Her holdtes der vist, i gammel Tid,

        Et Konge-Thing.

 

5.

O venlige Mark! O Lund saa prud!

        Græskiølne Væng!

Overalt havde Flora pyntet ud

        Sin Brudeseng.

Paa Marken kneiste de røde, blaae

        Kornblomster frem.

Jeg maatte standse, jeg maatte staae

        Og hilse dem.

 

6.

Velkommen atter igien i Aar,

        Paa lunen Jord!

Hvor lifligt I op i den unge Vaar

        Blandt Kornet groer.

Som Stierner I blinke, blaat og rødt,

        Blandt gule Lyn.

O hvor fortryller mig barnligsødt

        Jert Sommersyn!

11.

Smaablomster! Ak som det Eder gaaer,

        Saa gaaer det mig.

En stakkels Poet, som en Kornblomst staaer,

        Og græmmer sig.

Det nærende Korn kun i Veien han er;

        Hvad retter han ud?

Han hæver sit barnlige Farveskier

        Kun fromt til Gud!

 

12.

Kom Blomster! Vi høre tilsammen vi,

        Kom, vakkre Glut!

Og slyng dig med tryllende Sympathie,

        Om denne Luth.

Og bæv, som Zefir bevæged dit Blad,

        Ved Strengens Klang,

Saa synge vi Hver vor Skaber glad

        En Morgensang.


Ovenstående er et uddrag af det samlede digt.