​

Romantikken 

Romantikken er en litterær periode fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1870, hvor både litteratur, billedkunst og musik var præget af udviklingen i samfundet. Danmark var blevet ramt af flere begivenheder, der gjorde hverdagen for den almindelige dansker svær: I 1813 gik landet statsbankerot, hvilket betød, at mange mennesker blev fattigere, og i 1814 blev Englandskrigene tabt, og vi mistede Norge, som ellers havde været en del af Danmark. 

 

Danmark blev et meget fattigt land. Livet som bonde eller arbejder var hårdt, man sultede, og børnedødeligheden var høj. Desuden havde landet mistet sin status som en krigsførende nation; en status der gik helt tilbage til vikingetiden. Derfor skulle Danmark finde en ny identitet, og følelsen af fællesskab skulle styrkes. Det kunne kunsten hjælpe med. 

 

Nationalromantikken

Danskerne havde mistet meget, og det blev kunstnernes opgave at genskabe en fællesskabsfølelse og stolthed over at være dansk. Der blev derfor i både litteratur, musik og malerkunst fokuseret på det gode, det sande og det skønne ved Danmark. På den måde ville man fremhæve de danske værdier for både danskerne og omverdenen. 

 

Naturen fik enorm betydning. Naturens ånd og storhed blev fremhævet. Tidligere var skoven blevet beskrevet som uhyggelig med krogede, gamle træer, men i romantikken blev skoven fremhævet som dragende, smuk og spændende. 

 

Både digter- og malerkunsten fremhævede den danske natur som den smukkeste i verden; en natur, man kunne være stolt af, og som alle, både fattig som rig, kunne færdes i og drage nytte af, både alene og sammen med familie og venner. Dannebrog, svaler, køer på marken, bindingsværksgårde og bøgetræer blev til det, som vi i dag kalder for nationalsymboler. 

 

Romantikkens naturideal var drømmen om at leve i overensstemmelse med naturen. Naturens vidder signalerede på den ene side storhed, men også historien om danskerne som et arbejdende folk i smuk forening med jorden. Indtil da havde man anset børn som små uvidende væsner, der skulle opfyldes af lærdom fra de voksne. Men under romantikken blev børnene og deres fantasi fremhævet som et ideal, voksne skulle efterleve. 

 

Hverdagen på den tid var hård, men drømme og fantasi gjorde det muligt at se en anden side af hverdagen, også selvom det ikke var virkeligheden. Livets nedture skulle danskerne opleve som prøvelser, der gjorde dem klogere og dermed gav dem en mening i tilværelsen. Malerier fra romantikken virker ofte mere idylliske end virkeligheden, og det var også det, man stræbte efter at vise.  

 

Universalromantikken eller naturromantikken

Det var ikke kun den fysiske verden, der havde betydning under romantikken. Tidligere havde man haft opfattelsen af, at verden var opdelt i det jordiske og det himmelske. Men under romantikken blev grundtanken, at det jordiske og det himmelske var forenet. Digtere forsøgte gennem litteraturen at give en helhedsopfattelse af universet, hvor alt var forbundet som en stor organisme. 

 

Det jordiske og himmelske blev for eksempel forenet gennem naturen og kærligheden. Det åndelige, som bestod i mødet med noget større end en selv, fandtes både i naturen og i det enkelte menneske, hvilket var en helt ny måde at tænke ‘det at være’ på. Denne tankegang kaldes panteisme, der betyder: Gud er i alt. 

 

Mange kunstnere mente, at netop litteraturen og malerkunsten kunne hjælpe det fornuftige menneske med at genfinde sin fantasi, sine følelser og ånden for at skabe forståelse for verden. Det var med til at give livet mening, og hverdagens trængsler blev til noget sekundært. 

 

Danske Adam Oehlenschläger var tidens store digter. Han udgav bogen 'Digte' i 1803, og det er den samling, man i dag siger var begyndelsen på romantikken i Danmark. Oehlenschläger mente, at naturen var guddommelig, og det var gennem den og danskernes historie, at mennesket kunne lære at forstå sig selv og sin plads på jorden. Han skrev teksten til Danmarks nationalsang 'Der er et yndigt land', 'Guldhornene' og skuespillet 'Aladdin'.

 

​

​