Af Eva Langkow, 1975.  

I tidernes morgen, da det hele started
var Lilith allerede i sving
Hun åd og drak og sov og var tilfreds med livet
på nær en ganske enkelt ting:
Og det var Adam, han gik rundt og så så anspændt ud
med hænderne i lommerne parat til skud.
Han sa’: Lilith, du skal lyde Herren
Lilith: Kom og giv mig fred,
du ved at slægterne længes og jeg er ved at sprænges
Så Lilith, la nu aberne være, kom og læg dig ned.

Men Lilith var fri, hun havde ikke lyst
der var så meget andet hun gad
Vorherre og Adam gik omkring i haven
og truede og græd og bad
Men ikke én af dem ku’ nærme sig og trænge ind
for Lilith havde heldigvis et stædigt sind.
Hun sa’: Aldrig vil jeg bøje nakken
og ydmygt ta’ imod min dom,
For jeg har andet at lave, en kæmpe køkkenhave
Så hold jer fra min urtegård for jeg vil ikke laves om.

Vorherre blev sur og trak sig helt tilbage
tænkte lidt og fik en ide
Han skrev på en bog om livets første dage
om slægterne sku’ få at se
Så rev han siderne om Lilith ud og smed dem væk
Han spejled sig i himlen og så sa’ han kækt:
Han sa’: Nu vil jeg begynde forfra
for Adam han skal ha en brud
En sød lille dukke, der uden at mukke
Vil bøje sig i støvet når han nærmer sig, parat til skud.

Nu ved I præcis hvordan det hele hændte,
da kvinderne blev splittet i to -
Den ene var Lilith, hun var stærk og syndig
Den anden var sin skabers ko -
Og ham der Adam han kom tyrende fra ryggen af
Åh, kvinder hvordan går det så med det i dag???
Jeg sir: Nu må vi stå mere sammen
når Herren stikker hovedet frem
For vi har meget at gøre og la’r vi os snøre
så når vi aldrig længere end til det lille dukkehjem…